Adam Opel's historie

Takk til Dobermann for denne artikkelen!

Den udlærte låsesmed, Adam Opel (1837-95), blev ansat på en symaskinefabrik i Paris.
Her og på en anden fabrik af samme art studerede han "disse nymodens apparater og
udtænkte forbedringer", som han dog beholdt for sig selv. Da han kom hjem til Rüsselsheim, 
tæt ved Frankfurt, ville han begynde at fremstille sine egne symaskiner, med sine egne 
udtænkte forbedringer, og efter et halv års ihærdigt arbejde var han tilfreds og færdig 
med sin første symaskine. Det tog kun seks uger at fremstille den. Han fik senere hjælp 
af broderen, Georg Opel, og en svend, og der var god afsætning på symaskinerne. I 1869 
blev en nybygget fabrik taget i brug, og nu var 40 mand beskæftiget med produktionen af 
symaskiner.

Adam Opel tog igen en tur til Paris, og her købte han en cykel som samlesæt. 
En såkaldt "væltepeter" med et meget stort forhjul. Den blev samlet hjemme i Rüsselsheim, 
hvor Adam foretog sin første og eneste cykeltur, hvorefter han besluttede aldrig mere at 
røre ved den slags. Han solgte cyklen og tjente mere på den, end han tjente på en symaskine, 
hvilket ændrede hans beslutning, da sønnerne Carl, Wilhelm, Heinrich, Friedrich og Ludwig 
mente, at cykler var fremtiden. Inden længe var der storproduktion af cykler - de mere 
fornuftige "sikkerhedscykler" med to lige store hjul. Sønnerne gik med liv og sjæl og 
stor succes ind i cykelsporten - men så begyndte bilerne at komme frem. På det punkt sagde 
gamle Adam stop - ikke tale om, at der skulle fremstilles biler. Og derved blev det!
Lige indtil Adam Opel døde 8. september 1895 kun 58 år gammel.

Med en direkte opmuntring af storhertug Ernst Ludwig blev Opel-sønnerne sendt på studietur, 
og det endte med at de købte patenterne til Friedrich Lutzmanns automobil, og en produktion
begyndte i 1899. Samme år var der fremstillet 1 mio. symaskiner, hvilket ikke var så 
interessant at lave mere. Den første "Opel Patentmotorvogn System Lutzmann" blev absolut 
ingen succes, for den allerede forældet ved sin fremkomst. Derefter blev der truffet aftale 
om licens og levering af chassiser med Alexander Darracq. Chassiserne blev forstærket og 
karrosserierne blev bygget i Rüsselsheim, og på biludstillingen i Hamburg 1902 sås Opel-Darracq 
bilerne. De blev også af kort varighed hos Opel , for samme efterår vistes en bil af egen 
konstruktion, model 10/12 HK, og dermed var Opel kommet på rette spor. I 1906 var der allerede 
leveret 1000 biler, hvilket var mange dengang.

Det store gennembrud kom med model 4/8 i 1909. Med en pris på 3950 Mark kostede "Doktorbilen", 
som den blev kaldt, kun det halve af konkurrenternes mere luksusbetonet biler. Den blev kaldt 
"Doktorbilen", fordi den blev landlægernes foretrukne køretøj på grund af dens usædvanlige 
driftssikkerhed. Den bestod af chassis, agestol til to personer og kaleche, men det var også 
tilstrækkeligt, og nu var bilen kommet indenfor økonomisk rækkevidde for mange mennesker. 
Det store salg i denne model og indførelsen af modulsystemet , der gjorde det muligt at bruge 
samme karrosseri til forskellige chassiser med forskellige motorer, var stærkt medvirkende til 
Opels vækst. I 1914 havde Opel overhalet alle konkurrenter og var nu Tysklands største bilfabrik.

Under den første verdenskrig producerede Opel hovedsagelig lastvogne og flymotorer, men efter 
krigen kom der usædvanlig strenge tider. De franske besættelsestropper lagde hindringer i vejen 
for en bilproduktion, og til sidst stoppede tilførslen af materialer totalt. Men efterhånden 
blev tiderne mere normale, og produktionen kom i gang igen. I 1924 gik Opel ind for samlebåndsteknik 
som den første fabrik i Tyskland. Det blev "Løvfrøen", der kom til at bevise, hvad denne 
samlebåndsteknik betød for fremstillingsomkostningerne. Endnu engang havde Opel givet et bidrag 
til den almindelige motorisering igen som Tysklands største bilfabrik med en markedsandel på 37,5 
procent i 1928. Skønt depressionen begyndte Opel at gøre sig gældende, gik i gang med nogle 
eksperimenter med raketdrift. På sin egen prøvebane, som Opel byggede allerede i 1919, blev der 
kørt nogle forsøg med RAK I, fremdrevet af raketter.

Det var sløje tider for bilindustrien, og selv motorcyklerne kunne ikke sælges i tilstrækkeligt 
antal til at give overskud, så denne produktion blev indstillet i 1929.

Hos Opel begyndte man at se sig om efter en stærk partner, og som en indledende manøvre 
omdannedes virksomheden til et aktieselskab. I marts 1929 kom Opel i kontakt med General Motors, 
der overtog hovedparten af aktierne, men i øvrigt lod Opel beholde sin selvstændighed på alle områder. 
Som første tyske fabrik kunne Opel nogle måneder senere åbne sit eget forsikringsselskab og et 
finansieringsselskab.

I dag er Opel et af Europas største bilproducenter med fabrikker i Rüsselsheim (Main), Bochum og Kaiserslautern.